About Morten Ernlund Jørgensen

(scroll down for Danish version)

Schizoid or rational? Calculation or spontaneity? Tight, hard, edgy or soft, hard, fluid? Is it drawing, painting or something in between? It’s something, but not something specific, for it is abstractions. It doesn’t look like much, but it becomes more if you give it time to grow. It goes in contrary directions, without ever going wrong. Why not? What do they have in common, these many experiments in black and white, in colour, in many formats, more varied than is good for our ability to take them in? There’s comfort in the geometrical: it evokes order amidst the chaotic space. And then there’s fear; fear of the figurative in the abstraction, fear of the demons, the plastic form.
Alchemistic experiments and rituals for eye and mind. What do they have in common, these many experiments where ghosts lie in wait and evoke names like Morris Louis, Sol Lewitt, Mark Rothko? What you witness is a secular reconfiguration of the language of abstraction on some of the premises of ancient astrology. Without superstition about the permanent meaning of the figure, without firm figuration and without fixed bearings in the firmament, but with all of astrology’s wonder at the relation of micro to macro still intact, and the whole investigative effort carried on endlessly, insistently, out into the absurd and back into concrete form, through matter, through the eyes, through repetitions and deviations.
An example: a white swathe crosses the paper. It only has sharp angles, and it goes out and in like a slow, not overly complicated maze. The surface – the pure white surface of nothing and the expansive format of the ground – is registered as if by a mechanically wandering snail without softness and without slime, but at its own tempo across the surface.
It’s a ritual gesture. The ritornello of space. The silence of surface.
In between the white tracks comes the colour. It comes. It comes forth. It almost reaches out to the surface. It only shows itself there because it seems to be on its way down again. It’s only the shadow of itself. We see its slow, tertiary, earthly afterglow. Pigments from the greyish, the beige, the earthy spectrum are hung out to dry in small containers of simple form.
It runs into its own substance, which is water and pigment. What remains is an index, a small trace of the work of the hand with matter. The traces reveal a repeated spasmodic movement in short, simple strokes. Then it runs together and the pigments react to a process that has been started, been limited but cannot quite be controlled. But it doesn’t run – oh no, not here. The life investigated lies still inside its own container, and is hung up dry for our inspection, like chequered butterfly wings in a herbarium.
Pigments leave small traces. They are quiet traces. Not something for the loud crowd to remark on, but something for the attentive to submit to and be moved by.
And then there are the colours. They aren’t there. That is, they don’t look like all the other colours we see around us when we think we see something big, expensive, important. The colours constantly avoid being pure, glossy and outward-looking. They decrease in distinctness. They point away from the surface. They become one with the background. The colours go away and the form remains and sings quietly, with an edge in velvety-soft surroundings. The background provides all the colour that has been absorbed into the ground, and the ground is sometimes what you see as the surface, which had been given a form, either with an edge or as a patch. As if the back was more interesting than the front. Colours can have a back: their state seen from the other side, after they have finished screaming and fallen silent.
So much for the phenomena. Now a little note: Aby Warburg (1866-1929) writes somewhere that in astrology we meet two contrary spiritual forces: the abstractive power of thought in abstract mathematics, which has located the universe in a sober, harmonious system of lines; but it only just manages to conceal the fact that there are fearful demonic powers at play in the universe.

By Henrik Holm, curator at the Danish National Gallery



--------------------------------------------------------------------------------

Om Morten Ernlund Jørgensen

Schizo eller ratio? Kalkule eller spontanitet? Stramt, hårdt, kantet eller blødt, hårdt, flydende? Er det tegning, maleri eller noget der i mellem? Det er noget, men ikke noget bestemt, for det er abstraktioner. Det gør sig ikke ud af meget, men det bliver til mere, hvis du giver det tid til at vokse. Det går i modstridende retninger, uden at det nogen sinde går galt. Hvorfor ikke? Hvad er det fælles for disse mange forsøg i sort /hvid, i farve, i mange formater, mere forskellige end godt er for fatteevnen? Der er trygheden i det geometriske: Der kaldes på orden midt i det kaotiske rum. Så er der frygten. Frygten i abstraktionen for det figurative, frygten for dæmonerne, den plastiske form.
Alkymistiske undersøgelser og ritualer for øjet og sindet. Hvad er det fælles for disse mange eksperimenter, hvor spøgelser lurer og kalder på navne som Morris Louis, Sol Lewitt, Mark Rothko.
Det, du kan bevidne, er en sekulær rekonfigurering af abstraktionens sprog på nogle af den gamle astrologis præmisser. Uden overtro på figurens permanente betydning, uden fast figurlighed og uden at pejlemærkerne ligger fast på firmamentet, men med hele astrologiens undren over mikro’s relation til makro intakt og hele det undersøgende arbejde kørende uendeligt, vedholdende, ud i det absurde og tilbage i den konkrete form, igennem materien, igennem øjnene, igennem gentagelser og afvigelser.
Et eksempel: Der går en hvid bane over papiret. Den har kun skarpe vinkler og den går ud og ind som en langsom, ikke alt for indviklet labyrint. Fladen, den rene, hvide flade af ingen ting og grundens udstrakte format registreres, som af en mekanisk vandrende snegl uden blødhed og uden slim, men i det tempo hen over fladen.
Det er en rituel gestus. Rummets ritornel. Fladens tavshed.
I mellem de hvide spor kommer farven. Den kommer. Den kommer frem. Den når næsten frem på overfalden. Den viser sig kun der, i det den synes at være på vej væk igen. Den er kun skyggen af sig selv. Vi ser dens langsomme, tertiære, jordlige efterlys. Pigmenter fra det grålige, det beige, det jordslåede spektrum er hængt til tørre i enkle formers små beholdere.
Den løber i sin egen substans, der er vand og pigment. Tilbage bliver et indeks, et lille spor af håndens arbejde med materien. De spor røber en gentaget rykken i korte, enkle strøg. Så løber det sammen og farvepigmenterne reagerer på en proces, der er startet, afgrænset, men ikke kan styres helt. Men det løber ikke, åh nej, ikke her. Det undersøgte liv ligger stille inde i sin beholder, og er tørt hængt op til beskuelse, som kvadrerede sommerfuglevinger i et herbarium.
Pigmenter sætter små spor. Det er stille spor. Det er ikke noget for de højtråbende at bemærke, men noget for de opmærksomme at underkaste sig og lade sig bevæge af.
Så er der farverne. De er der ikke. Dvs. de ligner ikke alle de andre farver, vi ser omkring os, når vi synes vi ser noget stort, dyrt, vigtigt. Farverne undgår hele tiden at være rene, blanke og udadrettede. De går ned i skarphed. De peger væk fra overfladen. De går i et med baggrunden. Farverne går bort og formen står tilbage og synger stille, med kant i fløjlsbøde omgivelser. Baggrunden giver hele farven, der er suget ned i bunden, og bunden er nogle gange det, man ser som overfladen, der har fået sig en formgivning, enten med kant eller som klud. Som om bagsiden var mere interessant end forsiden. Farver kan have en bagside. Deres tilstand set fra de anden side, efter de har skreget sig ud og er blevet stille.
Så vidt fænomenerne. Nu en lille note: Aby Warburg (1866-1929) skriver et sted, at i astrologien møder vi to modstridende åndskræfter: den abstrakte matematiks abstraherende tænkekraft, der har lagt verdensaltet ind i et nøgternt og harmonisk linjesystem. Det dækker kun nødtørftigt over, at der er frygtelige, dæmoniske kræfter på spil i universet.

Af Henrik Holm, museumsinspektør på Statens Museum for Kunst